Stakladen Århus ca. 1968. Koncert med Alrune Rod. Salen var godt og vel fuld, og folk stod meget forventningsfulde og ventede på at musikken skulle gå i gang. Orkesteret var en af af hippietiden utallige musikalske manifestationer.
Musik var sandelig ikke hvad det havde været. Efter ungdomsoprøret skulle alting laves om og rent ud sagt opfindes igen. Udenforstående (og det var de fleste fremmødte) så og hørte om fænomenet Alrune Rod med en blanding af nysgerrighed og en del jysk skepsis. Nok havde man hørt elektrisk musik i nogle år men man havde ikke helt fundet fred med at ”alt skal prøves” i hippiemiliøet.
Aftenens koncert med Alrune Rod, var ingen undtagelse lige bortset fra at de måske tog det mere bogstaveligt end alle andre danske bands. Man havde en guitarist der spillede på sin elektriske guitar med en glaskugle. En basspillende sanger hvis’ texter var fra en anden verden.
Orkesteret går i gang med deres typiske symfoniske sound: En voldsom start som imponerer alle og lukker munden på samtlige snakkende og mumlende jyder (det er ellers svært).
Typisk for netop det orkester var deres kolossale dynamik. Fra bragende højt, til muse bankende stille. Det er noget der virker, og det fik godt fat i folk inklusive mig selv.

Så skete der noget. Alrune Rod havde netop leveret en symfonisk bombe, og dykkede stejlt ned til næsten ingen lyd. Alle holdt vejret. Alle var dybt fokuseret på scenen og især på Leif Roden.
Pludselig hørte man en røst midt i stilhedens og alvorens hav. Nede fra salen lød det på rav-jydsk: ”Alrune Røøøv!”-  Alle kunne høre det, inklusive bandet.
Et spøjst punkt at komme til midt i en koncert. Hvad nu? Hele salen kunne ha’ grinet og kørt med på den. Formentlig ville det ske for alle andre end Alrune Rod. Måske har folk tænkt at hvis det blev en griner, så var den magi der allerede var skabt, ødelagt. Måske var folk allerede for langt inde i musikkens såkaldte favntag.
En pause, et par røm og lidt halløj med fødderne, og så kørte bandet  videre ud i galaksen, længere ud end du kan bunde, ud i kosmos, ud og hilse på evigheden…..

Sådan var mit første møde med Leif Roden. Siden er det blevet til mange flere, og tiden er gået sine egne finurlige veje, og sandelig om mit undseelige pladeselskab ikke fandt sammen med Alrune Rod om både tidlige og senere udgivelser.
Den kompromisløshed og det mod der skal til at skabe den slags musik, er en vare der i dag er yderst sjælden.

At gå sine egne veje. Ingen jeg kender gjorde det så konsekvent som Leif Roden og hans orkester.
I og med at Leif nu er væk, har vi mistet en af hippietidens stolteste høvdinge.
Han vil, med god grund, først og fremmest blive husket for sin musik. Jeg tror at det passer ham fint.
Leif var meget forskellig fra de kunstnere der angler efter ros og anerkendelse. Det gør de fleste, men ikke Leif. Man så ham næsten aldrig til events hvor man kom for at blive set og fotograferet. Han stod aldrig og pæsede sit publikum til at klappe eller hvad man ellers gør for at få gang i en tilbedelse der ikke kommer af sig selv. Hans publikum havde pli og stil, og det havde bandet også. Leif havde ikke noget image der skulle holdes ved lige. Han lavede sin musik og styrede sit orkester og det måtte tale for sig selv.

Men nu er fuglen fløjet og en vis vemod melder sig. Alle kan få øje på de ”store” bands, men de der fandt ind i Leif Rodens verden, føler sig nok heldige og rigere på oplevelser end de der stod og hujede i et øltelt på en festival.
TC.