|
Hans
Vinding.
|
||||
|
Gensyn
med en glemt rockpoet.
"Hallo, hallo frøken, kan de gi' mig numret på jorden, er der frost på ledningen eller hvad er der galt?" Således lyder en af linierne i en sang skrevet af en meget overset dansk rockpoet, Hans Vinding. Det oversete rådes der bod på med en ny CD "Hyldemor / Hans Vinding, Live 79/81 Vol 1 " . CD'en indeholder 13 af Hans's sange, hvor af de fleste er første gangs udgivelse. Hans Vinding var en multikunstner, et poetisk talent på linie med Jens August Schade og H.C. Andersen. Han døde alt for tidligt kun 51 år gammel. Døde på sin fødselsdag d. 16 februar 1999. Trekvart år tidligere blev han fundet bevidstløs i sin lejlighed, ramt af et epileptisk anfald. Det var den brutale afslutning på en dansk rockpoet, musiker, digter og malers liv. Hans Vinding var en sproglig begavelse langt ud over det sædvanlige - en begavelse der var fascineret af livets stærke kræfter: Livet, kærligheden og døden. Sangteksterne vidner om en stor indsigt i menneskets vilkår, og har med sine stærke billeder præget en hel generation af sangskrivere. Hans Vinding startede som sangskriver i slutningen af tresserne i den akustiske gruppe "Furekåben", og fortsatte op igennem halvfjerdserne med at udvikle sit talent for skæve, surrealistiske tekster, som nåede sin kulmination i gruppen "Hyldemor". Det er tekster som ofte er på kollisionskurs med livet, lykken og længslen. Her et uddrag fra "Hallo, hallo frøken": "... de der bygger op det allerhøjeste hus, lander ofte i mørkets kulsorte grus, og de der kigger ned i overrraskelsernes, bog aner ikke engang hvornår der går et tog...." Og "Den Gennemsigtige Mand" "...præsten var tavs, mængden var tavs, morderen han hyled og kæfted op, ret skal være ret, morderen pulsede på sin sidste morder cigaret..." Det er tekster, der poetisk, fyldt med kærlighed, og med en vidunderlig næsten snusfornuftig humor, er noget af det bedste danske rock lavede i halvfjerdsernes turbulente årti. Hans Vinding havde sin base i Bob Dylan, i folkevisetraditionen og i den østlige musik. Og alle de elementer tog han med sig ind i halvfjerdserne, hvor han med sine særlige undergangsbevidste surrealisme markerede sig som en af de bedste danske sangskrivere. I 69 og 71 udsendte han 2 LP'er med "Furekåben" to plader der opnåede kultstatus i den Købrnhavnske undergrund. Hans boede en årrække på Christiania som frontfigur i "Hyldemors Grønsaligheder", der som "Loppens" husorkester også medvirkede på Christiania pladen . "Hyldemors grønsagligheder" udgav i 75 en LP-kassette. Med rockgruppen " Hyldemor " og pladen Glem det hele i -78 nåede han en bredere offentlighed ( også hjulpet af at Lone Kellermann nu sang sangen "Spring ud " til tops ). Derudover skrev Hans tekster til bl.a. Piloni Band og Ida Kleman. "Glem det hele" er desværre orkesterets eneste plade, men den er præget af en række mesterværker med titler som "Den gennemsigtige mand", "Tusind år" og "Lysene tændes". I årene efter udgivelsen af LP 'en turnerede Hyldemor rundt på landets spillesteder med Ole "Lyd" Rasmussen som fast lydmand. Ole "Lyd" havde altid, udover at lave live - lyd , to Revox båndoptager kørende, og det er årsagen til at vi i dag kan spole tiden tilbage. Kilometervis af spolebånd er blevet gennemlyttet af violinist Steen Claesson og guitarist John Teglgaard fra Hyldemor. Ud fra dette materiale udgiver foreningen " Hans Venner" nu CD'en HYLDEMOR / Hans Vinding : Live 79-81 Vol 1. Det er livekoncerter, hvor man fornemmer Hans Vinding stå med sin pjuskede fremtoning og plirrende øjne, mens teksterne løber usvigeligt sikkert fra munden. Fulgt til dørs af et sikkert og stilrent band, med en original lyd, som underbygger de underfundige tekster. På cd'en finder du sange fra "Glem det hele", men også sange der ikke tidligere er blevet udgivet. Dermed kommer denne cd til at komplettere billedet af den danske rockscene i halvfjerdserne. Der er god musik, billeder og fotos at hente - kort sagt masser af god og nødvendig inspiration fra en multikunstner, hvis liv fik et alt for tidligt endeligt. CD'en kommer på gaden d. 22 november og kan købes hos www. Karma.dk og pladeforretningerne GUF samt ACCORD butikkerne. Der afholdes reception Onsdag d. 22 november kl. 15.00 Blågårds apotek, Blågårdplads, Nørrebro. PS: Vi har CD'en NU!. (Karma) |
||||
|
||||